I dag indleder Østre Landsret ankesagen mellem DBU og den mand, som i juni 2007 løb på banen i en landskamp mod Sverige i Parken.
DBU sagsøgte oprindeligt fodboldtossen, som han senere blev døbt, for 1,7 millioner kr. i tabt entreindtægt, fordi DBU som en del af UEFA's straf måtte flytte to kampe til Århus.
18. november 2009 afgjorde Københavns Byret sagen og pålagde fodboldtossen at betale 900.000 kr. til DBU i tabte entreindtægter. Grunden til reduceringen af pengebeløbet var blandt andet, at retten konkluderede, at sikkerhedsniveauet i Parken ikke blev fundet tilstrækkelig. Den uheldige fodboldfan ankede derfor også sagen, fordi han fandt straffen for hård.
Efterfølgende har DBU hævet deres erstatningskrav til 2,2 millioner kr., hvilket ifølge en ekspert ikke er et urimeligt krav.
"Det er nådigt sluppet. Når man tænker på, hvad billetindtægter er på en fyldt Parken sammenlignet med et fyldt stadion i Århus. Så er der godt nok nogle udgifter forbundet med lejen, som er anderledes, men alt i alt lyder 2,2 millioner kroner, som et fair beløb," siger Jesper Jørgensen, partner i revisionsselskabet Deloitte og ekspert i fodboldøkonomi, til Newspaq.
Han vurderer, at DBU tjener mellem 10 og 12 millioner kroner på billetindtægter, når Parken er fyldt med 38.000 tilskuere. Til sammenligning har NRGi Park i Århus plads til 20.000 mennesker.
Oprindeligt var Parkens ejer, Parken Sport & Entertainment, også med i søgsmålet. De krævede syv millioner kr., men frafaldt senere kravet.
Fodboldtossen blev i 2009 - udover bøden - også idømt 30 dages betinget fængsel og 40 timers samfundstjeneste. Anklagemyndigheden ankede dengang dommen til landsretten, der i december 2007 skærpede dommen til 20 dages ubetinget fængsel.