Den øverste myndighed i Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), Repræsentantskabet, vender tommelfingeren nedad til den aftale, som Finansministeren og Akademikernes Centralorganisation (AC) indgik fredag.
Det oplyser GL's næstformand, Annette Nordstrøm Hansen, til Ritzau.
- Der er et flertal i repræsentantskabet, der har tilkendegivet, at de ikke synes GL skal være en del af den aftale, der er indgået, og at de gerne vil have, at hovedbestyrelsen forsøger at få os løsrevet fra den aftale, siger hun.
Flertallet var imidlertid spinkelt. Med stemmerne 91 for og 105 imod sagde Repræsentantskabet nej til det anbefalede resultat. Også i GL's hovedbestyrelse var der uenighed. Her stemte syv for og seks imod.
Det er en bestemt del af overenskomsten, der skaber gnister i gymnasiernes lærerværelser:
Tilrettelæggelse af arbejdstid skal de enkelte gymnasiers ledelser fremover selv definere, og gymnasielærere frygter, at arbejdstiden vil gå ud over blandt andet forberedelse.
- Det er aftalen om arbejdstid for lærere både på de almene gymnasier og på erhvervsskolerne, som vi er utilfredse med, siger Annette Nordstrøm Hansen.
Næstformanden oplyser, at Gymnasieskolernes Lærerforening nu vil tage kontakt til AC for at blive løsrevet fra overenskomstaftalen.
Men bordet fanger, lyder det fra Akademikernes Centralorganisation.
- De er bundet af resultatet, og så er den sådan set ikke længere, siger AC's formand Erik Jylling.
Han henviser til, at organisationerne i overenskomsten indgik en fælles aftale i august, hvor gymnasielærerne tilsagde sig uden forbehold.
- Da vi lavede forhandlingsaftalen, var der ingen organisationer, der ønskede at have særlige klausuler på at frigøre sig fra aftalen, og derfor binder aftalen. Det er en AC-aftale, og den er de bundet af, slår Erik Jylling fast.
Gymnasieskolernes Lærerforening vil i næste uge tage kontakt til Akademikernes Centralorganisation og forhøre sig om mulighederne for at løsrive sig fra aftalen, og her vil de høfligt få et nej, oplyser Erik Jylling.
/ritzau/