Af Jacob Basbøll - jaba@avisen.dk
Siden de tidligste tider har man jagtet søheste med fiskestangen for at få noget på krogen hos det andet køn.
Man mener nemlig, at den mærkelige fisk forbedrer sexlysten og præstationen på lagnerne.
Det vil et hold indiske forskere nu undersøge til bunds. For det er langt fra uproblematisk, at søhesten er forbundet med prangende potens: Siden jagten for alvor gik ind mere end 300 år før vor tidsregning, er der blevet færre og færre af dem.
Især er fisken populær i asiatisk naturmedicin, hvor man ikke bare bruger den som potensmiddel, men også mod astma og kighoste.
Og i takt med at østens mystik og gamle traditioner er blevet yderst populære over hele verden ? fra Detroit til Danmark ? er søhesten blevet fisket i stadig større mængder. Så store, at den siden 2001 har været på listen over Indiens truede dyrearter.
Man anslår, at op mod 20 millioner søheste bliver handlet på verdensplan hvert år, og et kilo søheste kan indbringe mere end 1.000 kroner.
Det er komplet uforståeligt for den danske søheste-entusiast Klaus Riknagel.
»I vesten hylder vi den asiatiske harmoni, fordi vi gerne vil bevare naturen. Samtidig drives der rovdrift på søheste uden omtanke i østen, for at vi kan købe naturmedicin og potensmidler. Det er til at kaste op over,« siger Riknagel, der driver hjemmesiden www.seahorses.dk.
Forskerne håber, at deres forsøg kan mindske jagten på havets hest.
»Vi vil fange dem i naturen, opdrætte dem og hvis vi opdager, at de har medicinske virkninger, vil vi tilbyde vore eksperimenter, så de kan udnyttes kommercielt,« siger Raidurga Sreepada, der er forsker ved Indiens Oceanografi Institut til nyhedsbureauet AFP.
Uanset hvad forskerne finder ud af, mener Sreepada, at forskernes forsøg vil gavne søhesten. Enten finder de frem til, at dyrets elskovsevner er rene myter ? og så vil fiskeriet formodentlig falde.
Eller også finder de en alternativ måde at producere de gavnlige stoffer i dyret for på den måde at skåne det.