Posten er for alvor ved at komme op i omdrejninger.
Alene i denne uge byder det ombyggede spillested på Østre Stationsvej på fire forskellige koncerter. Og der vil være stor spændvidde i de musikalske tilbud til de odenseanske koncertgængere.
I aften står den på iørefaldende popmusik, når Lis Sørensen og hendes band gæster Posten. Og i morgen aften er det svenske Marie Bergmann og bigband, der blæser derudad.
Hitter på hitlisten
Fredag aften er der atter dansk musik på menuen. Og det i en ganske tung udgave. Volbeat spiller heavy metal, og bandets musik er meget populær i øjeblikket. Således gik Volbeats nyeste studiealbum direkte ind på albumhitlistens førsteplads, da det blev sendt på gaden for nylig.
Den travle uge på Posten bliver sluttet af lørdag aften, hvor den står på Reggae Bash 07 tour. I løbet af aftenen vil Wendy, Chin, Mystic og Universal Sound System levere en masse reggaemusik.
Også travlt på Dexter
Også spillestedet Dexter i Vindegade har masser af musik at byde på i denne uge.
Torsdag er der koncert med Afenginn. Det beskrives som en musikalsk oplevelse i grænselandet mellem Tom Waits, Gogol Bordello, Tiger Lillies og Kaizers Orkester.
Kvartetten HP Lange, Troels Jensen, Hugo Rasmussen og Jarno Varsted spiller fredag aften en ordentlig omgang bluesmusik.
Raindogs er ugens sidste indslag på Dexter. Gruppens musik er ment som en hyldest til Tom Waits.