Fredag stod det klart, at Randers-træner John "Faxe" Jensen ikke vil have Stig Tøfting tilknyttet som assistenttræner i næste sæson.
Beskeden har chokeret spillerne, der gerne havde set Tøffe fortsætte på posten.
"Det kommer som et chok, og det er et af de dårlige chok. Jeg synes, det er hamrende ærgerligt," siger midtbanespilleren Mikkel Beckmann til B.T.
Hans holdkammerat Søren Pedersen uddyber spillertruppens reaktion.
"Han er meget vellidt, og det er et stort tab," lyder det fra forsvarsspilleren.
Selv er Stig Tøfting også skuffet over sit farvel til Randers FC.
"Det er da også ærgerligt, at jeg ikke kan fortsætte her, for jeg synes, vi har gang i en masse gode ting. Men sådan er vilkårene, og det er fint nok. Der er truffet en beslutning," sagde Tøffe til sporten.dk i går.
Randers ligger p.t. på en 5. plads i SAS-ligaen med 20 point op til tredjepladsen, der giver adgang til Uefa-cuppen.
Tøffe er arbejdsløs fra 31. maj, når denne sæson slutter.