Højesteret i USA afviste i nat, dansk tid, at udsætte dødsstraffen imod Troy Davis, som er dømt for at have skudt en politimand for 22 år siden.
Han skulle have været henrettet klokken 19 onsdag aften, men fængselsfunktionærerne måtte vente fire timer, mens Højesteret besluttede sig for, om henrettelsen skulle udsættes.
Ifølge New York Times var dommerne i Højesteret splittet 3-2, og klokken 23.00 blev henrettelsen gennemført. Otte minutter senere blev Troy Davis erklæret død i Jackson-fængslet i Georgia.
Sagen imod Troy Davis er kritiseret for at bygge på "væsentlige forfatningsmæssige fejl," og han er blevet et internationalt symbol på kampen imod dødsstraf, unfair rettergang og racediskrimination i USA.
Troy Davis blev dømt for drabet på politimanden udelukkende på vidneberetninger, og siden 1991 har syv af de ni vidner trukket deres udsagn tilbage.
Tre gange er hans henrettelse blevet udsat, men trods massive protester lykkedes det altså ikke at udskyde den en fjerde gang. Davis tilbød ellers at tage en løgnedetektortest for at bevise sin uskyld, men det blev afvist.
Kilde: New York Times