Man skulle tro, at ledelsen i Korydallos-fængslet i Athen i Grækenland havde lært lektien, efter den storkriminelle Vassilis Paleokostas flygtede i helikopter fra fængslets tag for tre år siden.
Men det har ledelsen ikke. Søndag skete det igen. Paleokostas, der er dømt for røveri og kidnapning, blev endnu en gang hentet på fængslets tag af en helikopter. Han flygtede sammen med sin albanske makker, Alket Rizai.
Helikopteren blev siden fundet forladt ved en motorvej, hvorfra de to dømte forbrydere menes at være flygtet videre i bil op i bjergene i det centrale Grækenland - et område, hvor Vassilis Paleokostas tidligere har gemt sig fra myndighederne, oplyser BBC.
Retssagen mod Paleokostas og Rizai for deres første fangeflugt skulle være begyndt i denne uge. I stedet har det græske politi måttet iværksætte en omfattende menneskejagt efter de to forbrydere.