En 55-årig kvinde og en 56-årig mand er sigtet for henholdsvis hærværk og vold efter en episode med en hundelufter eskalerede.
En 17-årig dreng havde først på aftenen mandag taget en hundelufter i forsvar, da kvinden havde skældt hundelufteren ud for ikke at have sine hunde i snor, skriver Nordsjællands Politi i døgnrapporten.
Drengen var på telttur sammen med to kammerater ved Kulhuse på Hornsherred, og et par timer efter hundelufter-episoden hørte drengene noget pusle uden for teltet.
Her så den 17-årige den 54-årige kvinde gå fra stedet med en kniv i hånden. Han kunne samtidig konstatere, at dækkene på hans egen og kammeraternes cykler var skåret op.
Da den 17-årige konfronterede kvinden med forholdet, sparkede den 56-årige mand ham i skridtet.
Den 17-årige reagerede med at slå manden i ansigtet.
Mens den 54-årig kvinde og den 56-årig mand efter episoden står med hver deres sigtelse, skønner Nordsjællands Politi, at den 17-åriges slag mod den 56-årige er indenfor rammerne af nødværge.