Kan du hjælpe Fyns Politi i forbindelse med et indbrud i Stenstrup?
Fyns Politi spørger nu borgerne om hjælp til at identificere en tyveknægt, som står bag et indbrud i Stenstrup nordvest for Svendborg.
Manden brød ind i et hus på Hostrupvej mandag aften klokken 22.47.
Ved indbruddet blev der stjålet en bærbar computer og to forlovelsesringe med indgravering.
"Ringene har stor affektionsværdi for forurettede, og vi håber at kunne bringe dem tilbage igen", skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Sammen med pressemeddelelsen har Fyns Politi udsendt billeder af indbrudstyven (se herover).
Billederne er taget med husets overvågningskamera og på billederne ses en person i færd med at begå indbrud.
Fyns Politi er klar over at billederne ikke er meget tydelige, men håber, at nogen måske alligevel kan kende personen på grund af personens størrelse og form, eller kan hjælpe med andre oplysninger, der kan føre til opklaring af sagen.
Har du informationer om sagen, genkender du indbrudstyven eller er du blevet tilbudt at købe to forlovelsesringe, så kontakt Fyns Politi på telefon 114.