Svigtede børn og unge, der laver kriminalitet og bliver en del af et bandemiljø.
Det bliver fremtiden, hvis landets kommuner gennemfører de spareplaner, de har planlagt, mener Henning Pedersen, formand for forbundet for pædagoger og klubfolk, BUPL.
"Det er børn, der har behov for ekstra pædagogisk indsats. De er i risikogruppen og kan ende i bandekriminalitet eller ungdomskriminalitet," siger han til Newspaq.
Udmeldingen kommer, fordi en BUPL-undersøgelse viser, at fire ud 10 af landets kommuner planlægger nedskæringer på børneområdet til næste år.
Det ærgrer Henning Pedersen.
"Det er ikke rimeligt, at børneområdet må holde for det ene år efter det andet, og jeg håber, at det efterhånden begynder at gå op for folk, at det vil få konsekvenser på længere sigt," siger han.
Besparelserne vil nemlig gå ud over fagligheden hos pædagogerne. Og det betyder, at de allersvageste børn ikke får den støtte og hjælp, de har brug for og dermed bliver tabt på gulvet, mener pædagogernes formand.