En typisk småbørnsfamilie kan spare op til 9000 kr. om året på børnepasning ved at bo i Halsnæs fremfor i Allerød. Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik, der placerer Halsnæs som den billigste kommune i Nordsjælland, når det gælder den gennemsnitlige pris pr. måned for et barn i alderen 0-5 år. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Prisen for børnepasning i Halsnæs Kommune ligger væsentligt under de øvrige sammenlignelige kommuner i regionen.
Samtidig sparer forældrene i Halsnæs ekstrabetaling for sund mad til deres vuggestuebørn, da den er med i prisen, hvilket ikke er tilfældet i alle kommuner. Månedsprisen i snit for et barn i vuggestue og et barn i børnehave ligger i Halsnæs eksempelvis mere end 500 kr. under hvad der skal betales i nabokommunerne Gribskov og Frederikssund og næsten 800 kr. under Allerød, der er dyrest i hovedstadsområdet.
I hele Region Hovedstaden har kun Ishøj og Herlev billigere børnepasning efter denne beregningsmetode.
En af de familier, der har haft glæde af de lave pasningstakster er Bo og Randi Reinsborg, der med tre børn flyttede til en villa i Hundested fra et rækkehus i Valby i februar i år.
- Vi mærkede prisforskellen på børnehaven allerede ved første opkrævning. Vi troede simpelthen de havde glemt et barn, siger Bo Reinsborg om betalingen for familiens to tvillinger på seks år.
Borgmester i Halsnæs Kommune Steen Hasselriis (V) glæder sig over at kunne præsentere en række argumenter for at trække nye borgere til.
- Vi har meget at byde på i Halsnæs Kommune - ikke bare gode og billige pasningstilbud. Der er også mange penge sparet på huskøbet, og det lader til at være gået op for mange mennesker. Derfor ser vi en øget efterspørgsel efter de boliger og grunde, der er til salg, siger Steen Hasselriis til Frederiksborg Amts Avis.