Spar 28 pct. på din iPad

Du kan udnytte, at en lovændring først træder i kraft ved årsskiftet, hvis du kan få din arbejdsgiver med på idéen.
Har du kastet din kærlighed på en anden tablet-computer end lige netop iPad'en, udløser det nøjagtigt lige så stor rabat. Du kan dog højst købe én computer og én telefon gennem bruttolønsordningen.
Har du kastet din kærlighed på en anden tablet-computer end lige netop iPad'en, udløser det nøjagtigt lige så stor rabat. Du kan dog højst købe én computer og én telefon gennem bruttolønsordningen. Foto: Wikimedia comons/Matt Buchanan

Nu er det sidste chance for at få skattefars hjælp til køb af billigt it-grej. Fra årsskiftet forsvinder fordelene ved den såkaldte bruttolønsordning, men du kan stadigvæk nå at få den fede telefon eller computer med klækkelig rabat, hvis altså din arbejdsgiver er lidt fleksibel.

"Du skal dog være sikker på, at selve varen kan leveres inden årsskiftet. Ellers ryger du i fælden og vil faktisk blive dobbeltbeskattet," forklarer Heidi Hjelmgaard, jurist med speciale i skatteret og personbeskatning ved Ernest & Young.

Bruttolønsordningen går ud på, at du kan købe ting af gennem din arbejdsgiver, der så trækker afdraget på din løncheck, før skatteministeren trækker sin del af din løn. Det vil betyde en rabat på 28 pct. for en computer, telefon eller andet it-grej, hvis du ikke betaler topskat.

Og er du i den dyre skattekategori, kan du spare helt op mod 37 pct. af købsprisen, viser beregninger som Ernest & Young har foretaget for Newspaq.

"Udover at kunne spare en del på købet af computeren, får du samtidig lov til at afdrage den over længere tid, uden det koster nogen form for renter," oplyser Heidi Hjelmgaard.

Ved årsskiftet træder ændringen af bruttolønsordningen i kraft. Her har den nye regering indført en skat, der skal betales af prisen på de ting, man har købt gennem ordningen.

Skatten er på 50 pct. af nyprisen på produktet. Og de 50 pct. skat skal vel at mærke betales hvert år, ordningen løber, hvilket kan blive en særdeles dyr forretning.

"Et bruttolønskøb løber typisk over ét, to eller tre år, hvor man så hver måned afdrager en del af prisen på udstyret gennem sin løn. Men med skatten af nyværdien på 50 pct. om året betyder det faktisk, at man skal betale 150 pct. i skat af prisen på sin telefon eller computer, hvis man vælger at købe den over tre år. Og selv blot med et køb over ét år er skatten så høj, at det stjæler gevinsten," lyder det fra Heidi Hjelmgaard.

Selvom du indgår aftalen med din arbejdsgiver i 2011, skal han altså kunne garantere at levere varen inden årsskiftet. For alt det, der bliver leveret efter 1. januar, ryger automatisk over på den nye ordning, og så bliver det en dyr iPad.

Der er også en anden ting, man skal være opmærksom på. Køber man it-udstyr gennem en bruttolønsordning, skal man fortsat betale den multimedieskat, der ændres til en telefonskat fra næste år, hvor taksten sænkes med 500 kroner om året. Det forhold har Heidi Hjelmgaard fra Ernest & Young dog taget med i sine beregninger på, hvor meget du kan spare ved at købe et stykke it-grej, du altså får udleveret i år.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.