Spaniens socialistiske oppositionsleder, Pedro Sánchez, siger onsdag, at han er enig med premierminister Mariano Rajoy om at udarbejde en forfatningsreform.
Reformen kan ændre den måde, som Catalonien og andre autonome regioner regeres på.
- En proces, der skal indledes om et halvt år, har som mål at få ændret styreformen i regionerne, deriblandt Catalonien, siger Sánchez.
Han siger, at landets to største partier er enige om at genforhandle selvstyrelovgivningen:
- En aftale er indgået med premierminister Mariano Rajoy om at indlede forhandlingerne om seks måneder om at ændre det nuværende system for de 17 regioner.
Sánchez understreger, at hans parti, PSOE, ønsker, at forfatningsreformerne skal gøre det muligt for Catalonien at forblive en del af Spanien.
Og han udtrykker ifølge nyhedsbureauet AP sin opbakning til Rajoys krav om et klart svar fra Catalonien om, hvorvidt regionen tirsdag løsrev sig.
Mariano Rajoy leder det konservative regeringsparti Partido Popular.
Den socialistiske oppositionsleder understreger desuden, at Cataloniens leder, Carles Puigdemont, er nødt til at gøre det helt klart - i sort og hvidt -, hvad hans politiske plan er.
Puigdemont underskrev en uafhængighedserklæringen tirsdag aften.
Ifølge en unavngiven talsmand fra den catalanske regering var underskrivelsen dog en "symbolsk" handling.
Erklæringen fastslår ikke, hvornår uafhængigheden skal træde i kraft.
Inden underskrivelsen holdt Puigdemont desuden en længe ventet tale om løsrivelse.
Den spanske regering siger, at alle muligheder står åbne i forhold til Catalonien.
Og premierminister Rajoy har ikke udelukket, at regeringen indfører direkte styre fra Madrid over Catalonien
Spanien er i dag er et af de mest decentraliserede lande i EU.
Artikel 155 giver regeringen mulighed for at tage "alle nødvendige foranstaltninger", hvis en af landets 17 regioner med delvist selvstyre ikke følger forfatningen.
/ritzau/Reuters