Jeg har et problem, siger den spanske fodboldlandstræner.
Striden mellem Real Madrid og FC Barcelona kan nemlig få betydning for hans hold.
De to klubber har ikke mindre end 13 landsholdsspillere tilsammen.
Siden Champions League-kamp tidligere på ugen er der røget verbale hug, klager og dræbende blikke frem og tilbage mellem Barcelona og Real Madrids spillere og ikke mindst trænere.
Og det bliver noget svært at få dem til at spille sammen for landet, forudser landstræner Vicente del Bosque i den spanske avis La Marca.
Næste gang, landsholdet løber på banen, er i juni til to kampe mod USA.
Især Real Madrid-træner Jose Mourinho er anklaget for at øge uvenskabet mellem de to klubber.
Tidligere præsident i Real Madrid, Ramon Calderon, græmmer sig over Mourinhos opførsel.
Han kalder pressekonferencen, hvor portugiseren langer ud efter dommeren, FC Barcelonas træner og UEFA for en skændsel.