For anden gang i sæsonen har det spanske bundhold Valladolid valgt at fyre træneren i et forsøg på at undgå nedrykning.
Onesime Sanchez nåede kun ti kampe i spidsen for den desperate klub, før han fik en fyreseddel i hånden. I de ti kampe havde holdet hentet seks point, men det er langt fra nok, hvis klubben skal overleve i den spanske Primera Division.
Valladolid havde ellers sat sin lid til, at fyringen af træner José Luis Mendilibar i februar kunne kickstarte forårssæsonen.
"Når svigtende resultater kostede José Luis Mendilibar jobbet i starten af februar, så må resultaterne siden da nødvendigvis også få konsekvenser for Onesimo. Bestyrelsen har besluttet at fritstille ham med omgående virkning," lyder meldingen fra Valladolid ifølge bold.nyt.
Den spanske bundklub håber snart at have sat navn på den træner, der skal forsøge at indhente de syv points afstand, der er til 17. pladsen, som betyder overlevelse i La Liga.