Den spanske regering er modstræbende blevet tvunget til at sætte det nationale politi til at stoppe afstemningen om Cataloniens uafhængighed, fordi afstemningen har udviklet sig til en farce, siger den ledende spanske embedsmand i den nordøstlige region, Enric Millo.
Han understreger, at politiets opgave er at beslaglægge valgmateriale - ikke at gå efter folk, der vil stemme.
- Vi er blevet tvunget til at gøre noget, som vi ikke ønsker at gøre, siger han.
Med henvisning til den catalanske regerings erklæring søndag om, at folk vil få lov til at stemme ved ethvert valgsted i regionen, siger Millo:
- Denne melding er falsk, den er en farce.
Millo beskylder også Cataloniens regering, som går ind for uafhængighed, for at have ændret på reglerne i sidste øjeblik ved at give meddelelse om, at stemmer uden konvolutter er gyldige.
- Det er første gang i historien, at reglerne for en afstemning er blevet ændret kun 45 minutter før afstemningens start, siger han.
Han tilføjer, at det eneste mål med politiets operation er at sikre, at den ulovlige afstemning ikke finder sted, så den catalanske og spanske befolkning kan fortsætte med at leve i fred og frihed, som de har gjort de seneste 40 år.
Forfatningsdomstolen i Madrid har suspenderet den lov, der giver mulighed for den kontroversielle afstemning, og den spanske premierminister, Mariano Rajoy, kalder afstemningen forfatningsstridig.
Catalonien har længe haft en selvstændighedsbevægelse. Regionen med 7,5 millioner indbyggere er mere velhavende end det øvrige Spanien. Den har sit eget sprog og egen kultur.
I de senere år, hvor Spaniens økonomi har været i krise, har der været utilfredshed i Catalonien med, at regionen sender penge til andre dele af landet. Det har fyret op under debatten om selvstændighed.
- Spaniens demokrati står over for dets største udfordring, hedder det hen over forsiden på dagbladet El Pais søndag.
/ritzau/Reuters