Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, siger efter et krisemøde i Madrid, at Cataloniens regionale regering er afskediget efter det regionale parlament har vedtaget en uafhængighedserklæring.
Rajoy siger, at der vil blive holdt valg i Catalonien 21. december.
- Vi mener, at det er meget vigtigt at lytte til de catalanske indbyggere - til dem alle sammen - så de kan afgøre deres fremtid, og så ingen overtræder loven på deres vegne, siger Rajoy i en tv-transmitteret tale efter et flere timer langt regeringsmøde.
Rajoy siger, at han formelt har afskediget Cataloniens separatistiske leder, Carles Puigdemont, og den regionale regering som led i bestræbelser på at få "normaliseret" situationen.
Titusindvis af tilhængere af uafhængighed strømmede til parlamentet i Barcelona før, under og efter afstemningen fredag eftermiddag. Folkemængden sang Cataloniens nationalsang kort efter afstemningen. Fredag aften var gaderne stadig fyldte af mennesker.
Forud for regeringsmødet havde Spaniens senat vedtaget at give Spaniens nationale regering beføjelser til at indføre direkte styre i Catalonien.
Senatet aktiverede ved en afstemning fredag eftermiddag paragraf 155 i den spanske forfatning.
Den betyder, at Rajoy fik muligheden for at regere Catalonien fra Madrid.
Rajoy siger, at det er de enkelte ministerier i Madrid, som skal styre Catalonien i den kommende tid.
- Det, som sker i Catalonien, er åbenlyst i strid med loven, demokratiet og alles rettigheder. Og det har konsekvenser, hedder det i en tale, som Rajoy holdt tidligere fredag.
Ved en omstridt folkeafstemning i Catalonien 1. oktober stemte over 90 procent for uafhængighed fra Spanien.
Dog var det kun 43 procent af vælgerne, som stemte på valgdagen, hvor spansk politi flere steder blev sat ind for at forhindre valghandlingerne.
Efterfølgende har der i Barcelona været meget store demonstrationer, hvor demonstranterne råbte slagord for et samlet Spanien og imod løsrivelse.
/ritzau/Reuters