Spaniens højesteret har afgjort, at Cataloniens tidligere leder Carles Puigdemont, der flygtede til Belgien, har ret til at stille op ved valget til Europa-Parlamentet.
Spanske valgmyndigheder havde ellers blokeret for, at den tidligere catalanske regionspræsident kunne stille op ved valget til Europa-Parlamentet sidst i denne måned.
Puigdemont flygtede fra Spanien i 2017 efter at have ledet et løsrivelsesforsøg i Catalonien.
En talsmand for Spaniens højeste retsinstans siger mandag, at valgkommissionens beslutning er sat ud af kraft af højesteret.
Ud over Puigdemont kan to andre fra den tidligere separatistiske regering i Catalonien, Toni Comin og Clara Ponsati, opstille ved valget til Europa-Parlamentet.
Comin og Ponsati, som også var involveret i det forfatningsstridige forsøg på at løsrive Catalonien, havde også fået forbud mod at stille op efter den værste politiske krise i Spanien i mange år.
Puigdemont bor i dag i Belgien.
I marts blev Puigdemont nægtet indrejse i Canada, da han havde til hensigt at mødes med en separatistgruppe i Quebec.
I anklageskriftet mod de 12 personer, som er tiltalt i forbindelse med en folkeafstemning om selvstændighed i Catalonien 1. oktober 2017, står der blandt andet, at løsrivelsesbevægelsen "brugte alle nødvendige midler for at opnå sit mål, herunder vold".
Men mange mener ikke, at den tiltale hverken er sandfærdig eller retfærdig, og retssagen, som føres ved højesteret, skaber stærke politiske spændinger.
Ifølge spansk lov kan en så alvorlig sag ikke føres in absentia - altså hvor den mistænkte ikke er til stede i retssalen.
Fokus retter sig derfor særligt imod den tidligere catalanske vicepræsident Oriol Junqueras.
Han risikerer op til 25 år i fængsel, hvis han kendes skyldig i oprør og misbrug af offentlige midler.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP