Spaniens regering giver lokalregeringen i Catalonien frist indtil mandag 16. oktober til at meddele, om regionen har erklæret sig selvstændig eller ej.
Det skriver det spanske nyhedsbureau EFE.
Hvis Carles Puigdemont, Cataloniens præsident, bekræfter, at regionen har erklæret sig selvstændig, får han endnu tre dage til at ændre beslutningen.
Fastholder han selvstændighedserklæringen, tager centralregeringen i Madrid forfatningens artikel 155 i brug.
Den tillader regeringen at suspendere selvstyret i Catalonien.
Det franske nyhedsbureau AFP skriver også, at der er sat en frist til på mandag. Nyhedsbureauet har oplysningen fra en kilde i den spanske regering.
Fristen kommer, efter at Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, tidligere onsdag sagde, at den spanske centralregering må have klarlagt, hvad de egentlig har gjort i Catalonien.
Om den regionale regering har erklæret uafhængighed eller ej.
Tirsdag aften holdt Carles Puigdemont en tale i regionsparlamentet i Barcelona, hvor han ridsede situationen op efter folkeafstemningen 1. oktober.
Da sagde et flertal af stemmerne ja til, at Catalonien skulle rive sig løs fra Spanien.
Det var 90 procent af de afgivne stemmer, men stemmeprocenten var kun knap 43, og regeringen i Madrid og højesteretten havde på forhånd erklæret folkeafstemningen forfatningsstridig.
Puigdemont sagde til parlamentet tirsdag aften, at processen med at erklære sig uafhængig nu kan begynde, men umiddelbart efter sagde han, at processen suspenderes, sådan at der kan forhandles.
Og en times tid senere skrev han så under på en uafhængighedserklæring.
Så nu vil premierminister Rajoy vide, hvor sagen står.
I en tale til det spanske parlament onsdag afviste Rajoy, at regeringen vil forhandle med Cataloniens regionale regering om uafhængighed, da erklæringen og folkeafstemningen er i strid med forfatningen.
/ritzau/Reuters