Det er en grusom familietragedie, der i disse timer bliver oprullet ved et grundlovsforhør i retten i Roskilde.
Sagen drejer sig om drabet på et spædbarn i Odsherred i Nordvestsjælland. To mænd er på anklagebænken. En 64-årig og en 49-årig, der skulle være onkel og nevø.
Ved retten i dag kom det frem, at de to mænd knækkede nakken på babyen, der derefter blev bortskaffet.
Politiet har uden held ledt efter liget på en adresse i Odsherred.
Barnet var resultat af et incestovergreb. Moderen til det dræbte barn er ifølge sigtelserne blevet misbrugt, siden hun var to år af de to mænd, hvoraf den ene er hendes far, skriver ekstrabladet.dk.
Da moderen som 17-årig blev gravid i 2005, gav de to mænd hende svangerskabsfordrivende medicin. Da hun alligevel fødte barnet, blev det dræbt.
De to mænd, der er anholdt i sagen, kræves varetægtsfængslet af Midt- og Vestsjællands Politi.