Bandet Soundgarden blev dannet i 1984 af forsanger Chris Cornell og guitaristen Kim Thayil. I 1991 fik gruppen sit store gennembrud med albummet 'Badmotorfinger', og i 1994 bragte albummet 'Superunknown' verdensberømmelse. Især sangen 'Black Hole Sun' blev en ørehænger.
For 12 år siden gik bandet i opløsning, men nu er det altså officielt, at de er blevet gendannet.
"12 års pause er slut og vi er igen i øvelokalet. Ridderne om det runde rockbord rider igen!" skriver gruppen på sin hjemmeside.
Siden forsanger, Chris Cornell, i 2007 gik ud af Audioslave, har der været spekulationer om, at Soundgarden igen ville finde sammen, skriver gaffa.dk. Og efter hans soloalbum floppede var grunden lagt til en ny epoke for det gamle grunge band.
På gruppens hjemmeside kan man læse annonceringen af gendannelsen.