Carsten "Soulshock" Schack vil ikke være at finde i dommerpanelet, når der om få uger er auditions til X-Factor.
"Det er ikke min beslutning, at jeg ikke skal være med mere," siger han til MSN Starlounge.
Soulshock udgjorde sammen med Pernille Rosendahl og Remee dommertrioen i den tredje sæson af X-Factor, men DR og produktionsselskabet Blu har i år vraget ham.
Han ønsker ikke at gå i detaljer omkring forhandlingerne, men lægger ikke skjul på, at han gerne ville være fortsat i dommerstolen.
"Det var spændende at være med i X-Factor. Jeg har virkelig nydt det. Det var en stor oplevelse, og jeg vil gerne sige tak til alle dem, jeg arbejdede med. Det var ikke noget let opgave jeg fik, men jeg gjorde alt hvad jeg kunne," siger Soulshock til MSN Starlounge.
Carsten "Soulshock" Schack fik med ansvaret for grupperne den sværeste opgave i sidste sæson, men formåede alligevel at føre The Fireflies frem til en flot fjerdeplads.