Fire mandater hos Dansk Folkeparti skabte stor glæde og fest, mens man hos hovedorganisationen FTF nu sidder med en følelse af tømmermænd.
Hos formanden, Bente Sorgenfrey, er der stor ærgrelse at spore oven på søndagens valgresultat.
Hun frygter, at Dansk Folkepartis overtal i parlamentet kommer til at betyde mindre indflydelse til Danmark i parlamentet.
Selvom Dansk Folkepartis kamp mod social dumping tiltaler organisationen, så skræmmer partiets modstand mod EU alligevel.
- Dansk Folkeparti sidder i en gruppe, der ikke tidligere har haft indflydelse i EU. Det betyder, at den samlede indflydelse for os bliver mindre, og det vil være uheldigt for dansk politik samt udviklingen af det sociale Europa, siger Bente Sorgenfrey til Newspaq.
Derfor mener hun, at Dansk Folkeparti har noget at bevise efter en valgkamp, hvor vælgerne blev spist mætte i valgflæsk.
- Med deres fire mandater må de vise os, at de vil kæmpe for nogle af de sager, som de har kæmpet for i valgkampen, eksempelvis kampen mod social dumping, siger Bente Sorgenfrey.
Newspaq