Det kan faktisk godt gavne statskassen, når man hyrer en håndværkersvend til at bygge en skillevæg og betaler ham med sorte penge.
Det siger Peter Birch Sørensen, der er økonomiprofessor og overvismand i Det Økonomiske Råd.
"I de tilfælde, hvor det sorte arbejde ikke ville blive udført, hvis der skulle betales fuld skat af det, giver det sorte arbejde faktisk en merindtægt til staten, når de, der udfører sort arbejde, omsætter deres indtægt i momsbelagt forbrug," forklarer han overfor 24Timer. Han vil dog ikke på det grundlag tilskynde til sort arbejde.
"Samlet set koster det sorte arbejde et indtægtstab for staten og undergraver skattemoralen. Derfor skal der fra min side ikke herske tvivl om, at det er noget skidt," understreger han.
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet, kan også se fordele ved det sorte arbejde.
"I første omgang taber samfundet, men i anden omgang er der en nettofordel at hente, fordi sort arbejde skaber et større arbejdsudbud, øger statens momsindtægter og lægger penge i lommen på mennesker, som efterfølgende omsætter dem til varer, der også inkluderer moms," siger han.
Flemming Ibsen påpeger dog, at der er forskel på, hvornår det sorte arbejde gavner mest.
"Når der er fuld gang i hjulene, kaster det sorte arbejde mest af sig. Men under lavkonjunkturen bliver det i højere grad konkurrenceforvridende, fordi for eksempel dagpengemodtagere kan gå ind og stjæle omsætning fra det beskattede arbejde," siger han.