Den vejrmæssige forkælelse fortsætter lørdagen med og kan gøre dagen til den varmeste oktoberdag siden 1978.
I 1978 nåede temperaturen i oktober op på 24,1 grader, og den rekord kan meget vel falde i morgen.
"I går nåede vi 23,9 grader ved den dansk-tyske grænse, og vi ligger i den samme luftmasse, så vi er meget tæt på rekord. Under alle omstændigheder bliver det den varmeste oktoberdag siden 1995," siger Danny Høgsholt fra TV2 Vejret til Newspaq.
De helt usædvanligt høje temperaturer for årstiden skyldes et højtryk syd for Danmark.
"Et stort højtryk ligger over Mellemeuropa, og det sender tropisk varme op fra Spanien. Det er hele Europa, der har det varmt. I London er det f.eks. 27 grader," siger Danny Høgsholt.
Men det er med at nyde solen og varmen, for allerede søndag går det ned ad bakke.
"I løbet af søndagen kommer der flere skyer ind vestfra. Fra tirsdag kommer vi under 15 grader i dagtemperaturer, og kigger vi frem mod næste weekend, ser det ud til, at vi nærmer os den første nattefrost," siger Danny Høgsholt
Den normale dagtemperatur for årstiden er 14 grader.