Skal du nyde sommeren i et udlejningssommerhus, så er der stor sandsynlighed for, at udlejerne ikke betaler skat af det beløb, som du betaler dem i leje.
Efter en længere tids indsats fra Skats side, har man fundet 33 millioner kroner, som lejere havde 'glemt' at sende til statens pengepung. Ud af 5.000 kontrollerede sommerhuse var det næsten hver fjerde, der havde vrøvl med selvangivelsen. Det viser tal fra Skats som Newspaq er kommet i besiddelse af.
"Vores konklution på tallene er, at der er alt for mange, som mere eller mindre bevidst glemmer at selvangive lejeindtægter på sommerhuse," siger Bent O. Jeppesen, afdelingsleder ved Skattecenter Esbjerg, til Newspaq.
Skats erfaringer viser også, at mange lejer deres sommerhuse ud ulovligt via internettet. Så selvom Skat har overstået deres første undersøgelser af sommerhusskattesnyderne, så kan sommerhusejerne ikke vide sig sikre på, at de kan slippe afsted med ikke at oplyse lejeindtægterne.
"Der vil fremadrettet være mange der leje ud via internet og annoncer på anden vis, og dem vil vi helt sikkert kigge efter," siger Bent O. Jeppesen og anbefaler udlejerne til at sætte sig ind i skattereglerne
I de sager der har været i løbet af året, har der været tilfælde, hvor borgere skyldte Skat mere end 100.000 kroner.