Sommerhusejere slipper nu for at komme op til et sommerhus med en postkasse, der bugner af reklamer. Post Danmark vil nemlig udvide sin ’nej tak til reklamer’-ordning, så den også kommer til at gælde sommerhuse.
- Vi vil udvide den eksisterende ordning så hurtigt som muligt, og vi afventer, at det kan være på plads inden sommerferien i år, siger vicedirektør Anders Due fra Post Danmark til Dr.dk.
Tirsdag aften beklagede sommerhusejere sig i DR’s forbrugermagasin Kontant, fordi de havde svært ved at forstå, hvorfor det lille, røde klistermærke med ’Nej tak til reklamer’ kun skulle gælde for private husstande.
- Vi har de seneste år oplevet en stigende interesse for at kunne tilmelde sig ’Ingen reklamer- tak i sommerhuset. Det er dette ønske, vi efterkommer, siger Anders Due.