Et sommerhus kan blive så billigt, at det er et problem.
Realkreditinstitutternes stramning af udlån til billige boliger rammer nu også sommerhusmarkedet, skriver dagbladet Nordvestnyt.
BRF Kredit giver nemlig ikke realkreditlån til ejendomme under 500.000 kroner.
Statsautoriseret ejendomsmægler Thomas Westermann, EDC i Holbæk, har oplevet det.
"Vi har blandt andet en rimelig omsætning af sommerhuse på Orø. Imellem disse huse er også mindre, men meget velholdte og attraktive huse, som kan være prissat til f.eks. 475.000 kroner. Dem er der mange københavnere, som kunne være interesserede i at købe," siger han til Nordvestnyt.
Ifølge ejendomsmægleren kan de huse være meget svære at sælge. Og BRF Kredit har meddelt, at de ikke vil finansiere sommerhuse, som koster under en halv million.
Det har flere konsekvenser. Mange opgiver helt at købe huset, hvis de ikke kan få et billigt kreditforeningslån.
Andre går i banken og betaler huset med højrente-banklån og ender med at få et meget dyrt hus.
I øjeblikket er 131 sommerhuse i Nordvestsjælland sat til salg til en pris under 500.000 kroner.
Kilde: nordvestnyt.dk