Et græsk skib lastet med kul på vej mod Slovenien er blevet angrebet af somaliske pirater.
Alle 22 sømænd ombord er blevet taget som gidsler.
Et britisk krigsskib var ellers lige i nærheden, da gidselaktionen fandt sted. Piraterne har dog truet med at gøre gidslerne fortræd, hvis det britiske krigsskib nærmer sig, oplyser BBC.
Krigsskibet er en del af en større EU-styrke, der prøver at forhindre piratangreb ud for Somalias kyst.
Det Internationale Maritime Bureau oplyser, at faren for piratangreb ud for Somalias kyst er steget kraftigt igen, efter at antallet af piratangreb faldt i slutningen af 2008. Alene i den seneste uge er seks skibe blevet angrebet, men alle seks skibe formåede at slippe fri fra piraterne.