Medlemmer af al-Shabab - en islamistisk oprørsgruppe, der kæmper imod regeringen i Somalia, indtog den vigtige by Jowhar søndag morgen.
En beboer siger til Reuters, at der har været "seriøse kampe", og at mindst syv mennesker er blevet dræbt.
Jowhar, der ligger nord for hovedstaden Mogadishu, blev i 2005 valgt til midlertidigt opholdssted for landets overgangsregering.
Den somaliske regering, der bliver støttet af den Afrikanske Union, er blevet presset voldsomt på det seneste, og har nu ikke kontrol over ret meget mere end centrum i hovedstaden.
I fredags opfordrede den somaliske regering oprørerne til forhandling, mens der var massive kampe i hovedstadsområdet.
Jowhar er hjemby for landets præsident, Sheikh Sharif Sheikh Ahmed, og nu hvor regntiden er begyndt, er den samtidig den eneste farbare passage til det centrale Somalia fra landets hovedstad.