Den somaliske viceforsvarsminister, Sheikh Yusuf Mohamed Siad, blev tidligere i dag bortført af bevæbnede mænd. Men det viste sig, at det var en fejl, og det meddeles fra officielle kilder i Uganda, at ministeren er frigivet igen.
Den kontroversielle minister blev kidnappet under et privat besøg i Ugandas hovedstad Kampala. De bevæbnede mænd sprang ud af en bil, og tvang Sian ind i bilen og kørte væk med ham. Det fortæller et øjenvidne til nyhedsbureauet Reuters.
Den somaliske viceforsvarsminister er yderst kontroversiel. Han har tidligere været medlem af den islamistiske gruppe Hizbul-Islam og kæmpet mod regeringen i Somalia.
Men tidligere på året skiftede Siad mening og tilsluttede sig den somaliske regering. Viceforsvarsministerens bortførsel bekræftes af den somaliske sikkerhedsminister, Abdullahi Mohamed.
Der er store uroligheder i Somalia. Og de seneste måneder har urolighederne været tiltagende.
Den somaliske regering får militær bistand af fredsbevarende tropper fra Den Afrikanske Union.
Langt hovedparten af de udstationerede soldater stammer fra nabolandet Uganda.