Somaliere i Odense har betalt penge til oprørsmilitsen al-Shabaab, der sympatiserer med mordforsøget på tegneren Kurt Westergaard for nyligt.
Det skriver Fyens Stiftstidende på baggrund af oplysninger fra det somaliske mijø.
Oplysningerne bekræftes af fritidskonsulent Poul Hansen fra Odense Kommune.
"Der er nogle få ældre mørkemænd blandt somalierne, som vi har svært ved at få hold på. De bruger koranen og islam til at prøve at banke de andre på plads. De sympatiserer med al-Shabaab, men opererer i det skjulte," siger han og uddyber:
"De bekender sig ikke åbenlyst til al-Shabaab og er derfor ikke nemme at få øje på. Heldigvis tager en meget stor kreds af somalierne her i byen afstand fra dem."
Al-Shabaab er senest blevet kendt herhjemme for at rose mordforsøget på tegner Kurt Westergaard, der blev udført af en 28-årige herboende somalier.
Den fundamentalistiske gruppe kæmper for at indføre sharia-lovgivning i Somalia og er en udløber af to tidligere islamiske grupper i Somalia - Den Islamiske Union (IU) og De Islamiske Domstole (ICU).
Al-Shabaab er desuden tilhænger af global jihad og har forbindelse til terrornetværket al-Qaeda.