Danske soldater i Afghanistan har ikke betænkeligheder ved at skyde og dræbe fjenden.
Det er konklusionen i bogen "Vi slår ihjel og lever med det", der udkommer i næste uge, skriver Jyllands-Posten.
249 danske soldater har besvaret et spørgeskema til forfatteren, Lars R. Møller, der er tidligere chef for Hærens Kampskole og nuværende chef for de internationale operationer i Forsvarskommandoen.
46 procent af de 249 soldater bekræfter at have dræbt fjender, mens 19 procent kan have dræbt fjender. Men kun en procent af de adspurgte har dårlig samvittighed over at have slået ihjel.
Flemming D. Vinther, konstablernes formand, mener, at tallene er positive.
"For mig er resultatet ikke et udtryk for, at soldaterne er følelseskolde. Det vidner snarere om, at vi har nogle meget afklarede soldater. De ved, at det hører med til opgaven at slå ihjel, og de er så godt uddannede til at gøre det nødvendige, at de bagefter kan hvile i sig selv," siger han til avisen.