Når danske soldater er på mission i Helmand, så bærer langt hovedparten udstyr, som de betaler med tusindvis af kroner op af egen lomme.
Udrustningen - veste, lommer, sokker og støvler - de får udleveret af Forsvaret, er både ukomfortabelt og besværligt at bære, forklarer soldaternes fagforening og branchefolk.
Blandt de ting, som soldaterne køber, er de såkaldte fragmentationsveste, som skal beskytte mod de frygtede vejsidebomber.
Egentlig må soldaterne ikke bære andet sikkerhedsudstyr end det, Forsvaret har givet dem, men flere soldater, som har været udsendt flere gange, ser flot på reglerne, fordi de 20 år gamle veste er forældede.
"Der er stor forskel på, om du skal sidde seks timer i en lastbil, om du sidder bag i en pansret mandskabsvogn, om du skal gå patrulje eller køre opklaring."
"Det, soldaterne siger til os, er, at vi skal have noget mere at vælge imellem. Det er ikke nødvendigvis udtryk for, at den udrustning, de får udleveret, er dårlig. Men de har ikke rigtig mulighed for at tilpasse den," siger Flemming Vinther, der er formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening
Butikken Rally Point på Østerbro i København, der er ejet af en tidligere jægersoldat, er et af de steder, hvor soldaterne supplerer deres udrustning.
"Butikken er stort set åbnet til ære for professionelle soldater," forklarer Martin, der er bestyrer i butikken.
"Det, soldaterne får udleveret, er standardudrustning. Det er noget, alle får udleveret lige meget, hvilken funktion man har i Forsvaret. Den funktionsudrustning de får udleveret, er som regel altid forældet, eller det nødvendige er ikke opfundet endnu. Så kommer soldaterne herned."
Han fortæller, at soldaterne normalt lægger et par tusind kroner, når de handler ind. Men regningen kan også ryge langt over 10.000 kroner. Det er især soldater med lange kontrakter, som bruger store beløb.
Rally Point har solgt adskillige fragmentationsveste. Soldaterne forklarer, at vestene eksempelvis hænger fast i dørkarme, når små huse skal gennemsøges i Helmand-provinsen.
Socialdemokraternes forsvarsordfører, Bjarne Laustsen, erklærer sig klar til at finde bedre udrustning til soldaterne.
"Hvis det er sådan, at soldaterne synes, at det udstyr, som Forsvarets stiller til rådighed, ikke er godt nok, sikkert nok, komfortabelt nok, så er vi parate til at kigge på det. Fordi vi vil altid gerne lytte til dem, som er ude i felten," siger han.
Bjarne Laustsen forventer nu, at høre nærmere fra soldaterne, så han kan gå videre med sagen til Forsvarsministeren og forligspartierne bag indsatsen i Helmand.