I morgen kommer gader, stræder og parker til at være befolket med isspisende, glade mennesker.
Lørdag er nemlig første dag, hvor temperaturen sniger sig op omkring de 20 grader, og de solhungrende danskere får en forsmag på sommeren.
Så find solbrillerne og det brede smil frem. Der kommer til at være masser af chancer for at fange en solplet og slænge sig med vennerne eller familien på en fortovscafe med en kold øl og et smil på læben.
Det er nemlig intet mindre end tropevarme, der er på vej til det danske land.
"Den luft, vi kommer til at nyde, er en blanding af luft fra det sydøstlige USA, som har været en tur over Bermuda," oplyser TV2vejret.
Måske bliver der endda mulighed for at trække i de korte ærmer.
Hvis du gør det, skal du dog huske, at smøre dig ind i solcreme. Man regner nemlig med, at de dejlige temperaturer bringer et forhøjet UV-tal med sig.
Så nup en faktor 15 med i tasken, når du trækker ud i sommervejret i morgen. Og nyd det - allerede søndag kommer det kedelige gråvejr nemlig tilbage.