SF's bejler til posten som finansminister gruppeformand Ole Sohn fortryder nu sin fortid som formand for Danmarks Kommunistiske Parti, DKP.
Det skriver han i en mail til TV 2, hvor han kalder det "en klar fejl" at gå med i partiet.
"Alene dét, at DKP og andre kommunistpartier modtog penge fra Moskva diskvalificerede DKP," lyder det bl.a. i mailen.
Den seneste uges tid har debatten om Ole Sohn kørt i medierne, fordi det er kommet frem, at DKP modtog støtte fra Sovjet, mens Sohn stod i spidsen for partiet.
Samtidig har et brev set dagens lys, hvor Ole Sohn roser Østtyskland på en række kontroversielle punkter selv efter Murens fald.
Kritikken mod Ole Sohn har ramt hårdt, fordi han tidligere har fastslået, at han altid var medlem af den fløj i DKP, som stod for et skarpt opgør med de tætte bånd til Østblokken.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Ole Sohn, der fortsat er på ferie på Tenerife.
Ole Sohn meldte sig ud af DKP i 1991.
Det nye i mailen er ifølge politisk redaktør på TV2 Henrik Qvortrup, at Ole Sohn i mailen tager afstand fra sin egen rolle i DKP.