Sofie Linde er klar igen: Overtager X Factor-roret

Når det tredje liveshow i "X Factor" løber over skærmen, er Sofie Linde tilbage i rollen som vært.
Sofie Linde blev for nylig mor til datteren Trine, som hun har med ægtemanden Joakim Linde Ingversen.
Sofie Linde blev for nylig mor til datteren Trine, som hun har med ægtemanden Joakim Linde Ingversen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix

Efter et par ugers barsel er tv-værtinden Sofie Linde igen klar til at tage tøjlerne og føre deltagere og dommere sikkert igennem årets tredje liveshow i "X Factor".

På fredag vender hun nemlig tilbage som værtinde på programmet. Det skriver Have Kommunikation i en pressemeddelelse.

Joakim Linde Ingversen har i de første to liveshows vikarieret for sin hustru, og nu ser Sofie Linde frem til igen at stå i spidsen for programmet.

- Det har været svært at se programmet hjemme fra sofaen - omend min vikar gjorde et fabelagtigt stykke arbejde - så gibbede alt i mig for at komme tilbage.

- Jeg glæder mig til at møde hele holdet igen og komme i gang, siger Sofie Linde i pressemeddelelsen.

Også DR's underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, er glad for, at Sofie Linde nu er klar igen.

- Endelig får vi fornøjelsen af hele familien Linde Ingversen. Det er skønt at have Sofie tilbage som vært, selv om Joakim har klaret opgaven helt forrygende, siger han.

Jan Lagermand Lundme oplyser samtidig, at Joakim Linde Ingversen fra på fredag vender tilbage til sin faste tjans som vært for "Ultra Factor".

"X Factor" sendes fredag aften klokken 20.00 på DR1.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.