Det bliver i familien, for det bliver Joakim Ingversen, der vikarierer som vært for Sofie Linde, når liveshows begynder i det musikalske underholdningsprogram "X Factor" på fredag.
Det skriver DR på sin hjemmeside.
Privat er Joakim Ingversen og Sofie Linde gift. Parret er netop blevet forældre til en pige, som har fået navnet Trine. Hun er parrets første barn.
- Jeg er jo kæmpe "X Factor"-fan, og jeg har altid drømt om at have de flotte "X Factor"-værtskjoler på.
- Nu får jeg endelig muligheden som den første mandlige vært. Det bliver selvfølgelig en stor udfordring, for Sofie har sat barren højt, men jeg skal gøre mit allerbedste.
- Sofie og jeg går gennem ild, vand og konfetti sammen, så det er helt naturligt, at det er mig, der på fredag tager kjolen på og er vikar for min hustru, siger Joakim Ingversen til DR's hjemmeside.
Joakim Ingversen er allerede et kendt ansigt i "X Factor"-sammenhæng. Han er nemlig vært på programmet "Ultra Factor", som bliver sendt på DR Ultra i pausen inden afgørelsen i "X Factor".
DR's underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, er sikker på, at Joakim Ingversen vil klare vikarrollen godt.
- Sofie skal naturligvis have ro i denne tid, så jeg er ovenud tilfreds med, at Joakim kan træde til og vikariere for sin hustru.
- Joakim er som vært for "Ultra Factor" den perfekte vikar, der vil kunne træde direkte ind og løfte opgaven.
- Jeg er sikker på, at "X Factor" og seerne vil være i fuldstændig trygge hænder, indtil Sofie er tilbage, siger Jan Lagermand Lundme.
Det er endnu uvist, hvornår Sofie Linde vender tilbage i værtsrollen. Foreløbig er ægtemanden vikar i det første liveshow.
Mens Joakim Ingversen er det, afløses han af Jacob Riising i "Ultra Factor", oplyser DR.
DR har sendt "X Factor" siden 2008. I år viser DR programmet for 11. og sidste gang. Fra 2019 er det TV2, som har rettighederne.
/ritzau/