Hun har spillet Anja i 'Anja og Viktor'-filmene i snart seks omgange, Maibritt i serien '2900 Happiness', men nu kalder tv-komikken på Sofie Lassen-Kahlke.
Da de lidt blankere gulve kaldte på Christiane Schaumburg-Müller, der nu skal være 'Vild med Dans'-vært, stod 'Live fra Bremen'-crewet og manglede en kvinde til det populære sketchshow.
Valget faldt på den folkekære Sofie Lassen-Kahlke, der nu skal levere grin og grimasser til de danske stuer fredag aften. Det skriver bt.dk.
Foruden den 31-årige skuespillerinde vil der være yderligere to nye ansigter på scenen.
Ifølge bt.dk bliver skuespillerne Julie Zangenberg og Troels Malling fremover en del af det gakkede fredagsprogram.
Julie Zangenberg blev først kendt for sin hovedrolle i filmen 'Klatretøsen' og senest i teaterstykket 'Pornotopia', hvor Troels Malling blandt andet er kendt fra DR2's 'Krysters Kartel' og filmen 'Kunsten at græde i kor'.
De to skuespillere erstatter Christiane Cederqvist og Julie Agnete Vagn.
Foruden de tre nye ansigter står Lars Hjortshøj, Lasse Rimmer, Iben Hjejle, Esben Pretzmann og Andreas Bo Petersen klar til endnu en omgang 'Live fra Bremen'.