Det er svært at tale om Lars von Triers nye film, "The House That Jack Built", uden at komme til at afsløre lidt af handlingen.
Men det er de færreste i filmen, der slipper godt fra at møde seriemorderen Jack, der bliver portrætteret af Matt Dillon.
I filmen spiller Sofie Gråbøl en mor til to børn, der tager på udflugt med Jack, der dog hurtigt viser sig at have andet end en hyggelig eftermiddag i tankerne.
Da filmen havde premiere ved filmfestivalen i Cannes i maj, var det blandt andet scenen med Sofie Gråbøl og de to børn, der fik gæsterne ved gallavisningen til at rejse sig og gå, og sekvensen var da også krævende for Sofie Gråbøl at spille.
- De her børn var ultraseje, og deres mor var med hele tiden, så jeg var ikke bekymret for dem, fortæller Sofie Gråbøl.
- Men der er en scene, hvor jeg skal gå i chok og skrige foran den yngste, og der kunne jeg se, at han blev forskrækket. Det var ret voldsomt, og der blev jeg meget berørt, siger hun og understreger, at der var en meget kærlig og omsorgsfuld tone på filmsettet.
At Lars von Trier kan fortælle historier på det, hun kalder "den helt store klinge", var dog en af grundene til, at hun sagde ja.
- Som skuespiller er det jo sådan en rolle, man allerhelst vil have, for der får man virkelig lov til at spille det store drama, siger hun.
Og så alligevel ikke.
Lars von Trier er nemlig mester i benspænd og barrierer, og da Sofie Gråbøl skulle indspille en scene, hvor Jack har begået en af de værste forbrydelser, man kan udsætte en mor for, fik hun at vide, at hun ikke måtte kigge direkte på Matt Dillon.
- Han (Matt Dillon, red.) har lige sat mig i den mest ultimative chok- og angsttilstand. Og at rette mine følelser mod ham var jo det, jeg allerhelst ville. Men der måtte jeg ikke lade dem strømme hen, fortæller Sofie Gråbøl.
I filmen ender hun selv som et af seriemorderens ofre, og dødsscenen havde hun også set frem til at spille.
- Jeg havde glædet mig til det moment, hvor jeg bliver fundet og ved, at nu er mine sidste sekunder kommet. Men der valgte Lars von Trier så, at jeg skulle ligge på maven og kun måtte kigge direkte ned i jorden.
- Jeg fik ikke lov at udtrykke noget med mit ansigt. Jeg skulle spille det hele med ryggen. Og lige så frustrerende det var, lige så rigtig set var det af Lars, fortæller hun.
Selv har hun set filmen tre gange, og én af de ting, der slår hende, er, at von Trier på ingen måde forsøger at manipulere følelser frem hos publikum.
- Min rolle har ikke noget navn, og i manuskriptet hedder hun for eksempel bare dame nummer tre, selv om det langtfra er en statistrolle. Jeg tolker det som en måde at holde hende ud i strakt arm på og få os til at observere, forklarer hun.
Der er ellers mange greb, man kan tage, når man gerne vil føre publikum i en retning, men det afholder Lars von Trier sig fra, og det er noget af det, der gør hans film så unikke, mener Sofie Gråbøl.
- De største knapper hos os alle sammen er jo noget med børn, det er slet ikke til at bære, når der sker dem noget forfærdeligt.
- Men han instruerer det så tørt og registrerende blandt andet ved at fratage mig alle muligheder for at spille nogle følelser, der både ville forløse mig, men også publikum. Det er et ekstremt ubehageligt sted at blive sat, men det er også interessant ikke at få afløb. Det sætter tanker i gang, siger hun.
Det er anden gang, Sofie Gråbøl arbejder sammen med Lars von Trier på en af hans film. Første gang var på "Direktøren for det hele" i 2006. Også dengang oplevede hun, hvordan Lars von Trier skiller sig ud fra sine kolleger.
- Normalt når man laver film, vil der fra instruktøren være en forventning og en glæde over, at man har forberedt sig og gjort sig nogle tanker om, hvordan man vil fortolke en scene. Men hos Lars von Trier er det nærmest syndigt. Så har man været uartig, siger hun og smiler.
- Derfor var jeg også mere nervøs, end jeg plejer. Det er da intimiderende at dukke op på et set og møde Matt Dillon og så bare skulle i gang. Men det var en ubetinget dejlig oplevelse, siger hun.
Hun er især begejstret for det mod, Lars von Trier udviser, når han laver film, og for ,at han tør udfordre sit publikum.
- Der er meget få filmkunstnere, der fortæller sine historier så konsekvent og insisterende, som han gør. Og det er derfor, det nogle gange er helt ubærligt at se hans film. For man får ikke lov til uforpligtende bare at blive revet rundt i følelserne.
- Han er en af de få, der fortæller historier med det vingefang, og det er meget udansk. Man får ikke dagligstuedramaet. Han satser kæmpe hver gang. Det er så godt, vi har ham til at fortælle de store historier om ondskab og godhed og himmel og helvede, siger hun.
"The House That Jack Built" har premiere den 29. november.
/ritzau/
Af Eva Maria Brandi, Ritzau Fokus