Den nye danske udenrigsminister fordømmer nu Israel.
De israelske myndigheder besluttede i sidste uge, at gå videre med en plan for opførelse af over 2.600 boliger. De nye boliger skal ligge i området Givat Hamatos, der ligger i Øst-Jerusalem.
Der er tale om nye bosættelser i den palæstinensiske del af Jerusalem, hvilket Danmarks udenrigsminister, Villy Søvndal (SF), finder ganske uanstændigt.
"Den israelske beslutning i sidste uge om at gå videre med planerne om at opføre et helt nyt jødisk kvarter i den palæstinensiske del af Jerusalem er helt uacceptabel og en markant skærpelse af den bosættelsespolitik, som vi allerede tager kraftig afstand fra," siger Villy Søvndal.
Han mener, at Israel i stedet skulle få gjort alvor af at fjerne bosættelser, som de har forpligtet sig til. Alt andet er ødelæggende for fredsforhandlingerne i området.
"Jeg er yderst bekymret for, at Kvartettens anmodning til parterne om at vende tilbage til forhandlingsbordet vil være forgæves, når Israel foretager sådanne stærkt skadelige beslutninger, som er i direkte modstrid med Kvartettens klare opfordringer til at afstå fra provokerende handlinger," siger Søvndal.
Den danske udenrigsminister brugte også sit besøg i Bruxelles i sidste uge til at advokere for israelernes manglende vilje til at stoppe bosættelser i palæstinensiske områder.