Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) tager afstand fra terrororganisationen al-Shabaabs terrorangreb på Westgate shopping center i Nairobi i Kenya, hvor foreløbig 59 personer menes omkommet, mens 300 er såret.
- Jeg fordømmer terrorangrebet i Nairobi, hvor uskyldige mennesker helt meningsløst bliver dræbt, såret og holdt som fanger. Jeg udtrykker min dybeste medfølelse med de pårørende, med det kenyanske folk og med den kenyanske regering, siger Villy Søvndal.
Westgate er et populært shopping centre for vesterlændinge og kenyansk middelklasse. Der opholdt sig godt tusind mennesker i centret, da angrebet begyndte lørdag.
Der er ifølge lokale medier taget et ukendt antal gidsler.
- Regeringen fordømmer den slags angreb, hvor vi ser dem. Desværre stikker terroren alt for ofte sit ansigt frem, siger Villy Søvndal.
Han påpeger, at Danmark samarbejder tæt med Kenya om at bekæmpe terrorisme og piraterier. Kenya er et af Danmarks "helt centrale samarbejdslande", siger Villy Søvndal.
- Kenya bidrager til stabilitet og den afrikanske styrke i Somalia. Kenya har påtaget sig et stort regionalt ansvar og huser langt over en halv million somaliske flygtninge, siger udenrigsministeren.
- Det er helt urimeligt at Kenya nu selv rammes af denne meningsløse terror rettet mod uskyldige civile. Regeringen fordømmer skarpt den slags aktioner, men desværre stikker terroren alt for ofte sit ansigt frem, siger Villy Søvndal.
/ritzau/