Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) indrømmer nu, at han har udtalt sig upræcist ved at sige, at Danmark ikke vil bruge oplysninger fremskaffet ved tortur.
"Man ikke alene kan, men skal i sagens natur reagere, og det var egentlig for at præcisere det selvfølgelige synspunkt," siger Villy Søvndal til sagen om brug af oplysninger fremskaffet ved tortur.
Han forklarede, at han så sig nødt til at præcisere sine udtalelser, fordi han mente, at blandt andet De Konservatives retsordfører Tom Behnke tog det til ekstremer.
"Det lykkedes jo i går blandt andet Behnke, at gøre det til en absurd diskussion, der hed: hvis så man får oplysninger om, at der er et angreb på vej mod et mål i Danmark, som man ikke ved, hvor kommer fra, skal man så lade være med at bruge de oplysninger? - Det skal man i sagens natur ikke," fastslog udenrigsministeren.
I søndags meldte Villy Søvndal først ud, at Danmark ikke længere ville bruge oplysninger fremskaffet ved tortur. Men efterfølgende trak han så i land.
"Vores tjenester er nødt til at udveksle oplysninger også med lande, der anvender afhøringsmetoder, som kan stride mod dansk retsopfattelse," skrev Villy Søvndal og justitsminister Morten Bødskov (S) i en fælles meddelelse i følge DR.