Når de danske Jenser forlader Afghanistan, er det ikke et land uden sikkerhedsproblemer. Derfor må vi se mere realistisk på missionen.
Sådan lyder det fra udenrigsminister Villy Søvndal, som netop har besøgt de danske soldater.
"Jeg har fået bekræftet, at der efter ti års krig er brug for meget mere realisme i Afghanistan," siger Villy Søvndal og understreger, at fremgang ikke kun afhænger af Nato og Danmarks soldater.
"Alle sikkerhedsproblemer vil heller ikke blive løst. Derfor skal vi sætte et realistisk ambitionsniveau for, hvad vi kan opnå. I sidste ende er det kun afghanerne selv, som kan skabe langsigtet fred i landet," forklarer udenrigsministeren.
Villy Søvndal roser dog den indsats, de danske soldater har gjort de seneste ti år.
"Der er opnået gode resultater under meget vanskelige vilkår. Men den afghanske regering vil fortsat have store udfordringer og brug for international støtte frem til og efter 2014," siger udenrigsministeren, som står fast på, at de danske kamptropper skal være ude af Afghanistan inden slutningen af 2014.
"Det er dog klart, at Afghanistan også efter 2014 vil have brug for støtte til politi og militær for at klare udfordringerne. Det vil i givet fald kunne ske gennem træning og rådgivning," siger Villy Søvndal.
I Kabul mødte de danske ministre med Præsident Karzai, ledende ministre samt General Allen, NATO's øverstkommanderende i Afghanistan.