Skuespilleren Søs Egelind har ikke før talt om sin livsfarlige kræftsygdom. Men i programmet 'Stjerne på Slottet', der bliver sendt i aften, taler hun nu helt åbenlyst om den svære tid.
"Det viste sig, at jeg var virkelig alvorligt syg. Lægerne åbnede min krop og konstaterede, at jeg havde lymfeknudekræft i tre organer, og at det ikke rigtig var noget, der kunne fjernes med kniv," siger Søs Egelind, som blev sendt i kemobehandling med det samme, til B.T.
Søs Egelind tog kampen op og vandt, men kun et år efter fik hun konstateret modermærkekræft.
"Jeg har aldrig tænkt: 'Hvorfor lige mig?'. For der er jo nogle, der skal få det. Men da jeg lige bagefter blev sparket af en hest, så jeg fik en revne i leveren, tænkte jeg: 'Nu har jeg da fået, hvad jeg skal have for at lære, at jeg er stærk,' fortæller hun.
Heldigvis er komikeren kommet sig over kræften. Hun sætter pris på at gå til kontrol, så hun ved, at der ikke er noget at bekymre sig over.