FN har stort set ikke gjort noget godt her på jorden, og derfor er det kun fint, at verdensorganisationen bestyres af en generalsekretær, som ikke gør det store væsen af sig.
Det mener Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, der ikke tror på, at FN har nogen fremtid som ledende organ i verden, skriver Jyllands-Posten.
Han mener også, der er alt for mange diktatorer i verden, til at FN kan udrette noget brugbart.
"Alle FN-medlemmer har underskrevet FN-pagten, men ethvert diktatur overtræder den dagligt," argumenterer Pind. Han mener i stedet, at verdens demokratier skulle gå sammen i et demokratiernes fællesskab.
Udenrigsminister Per Stig Møller fra de konservative afviser dog Søren Pinds kritik. Ministeren mener ikke, at der er noget alternativ til FN.
"N er den eneste globale organisation med fuld legitimitet og et bredt mandat. Det er derfor naturligt, at FN står centralt i dansk udenrigspolitik. Også som ramme omkring en dialog med de lande, som man ikke er enige med," siger han.