Integrationsminister Søren Pind (V) trækker nu delvist i land, efter en kommentar på Facebook har vækket harme.
I kommentaren skriver Pind, at aktivisterne i Østerild Klitplantage er ekstremister ligesom massemorderen Anders Behring Breivik er det.
Den sammenligning mener Søren Pind dog er uheldig, selvom han ikke erkender, at det er en sammenligning, han drager.
"Jeg bruger det alene som et eksempel på folk, der tager sig selv til rette. Men selvfølgelig er der da en enorm forskel på de to ting. Og derfor er jeg utrolig ked af, at nogen mener, at jeg har foretaget den sammenligning," siger Søren Pind til jp.dk.
Han giver dog udtryk for, at diskussionen om ekstremisme er vigtig for at undgå, at 'anything goes', som han formulerer det over for avisen.
Hele miseren startede med denne kommentar, der har vagt harme og i norske medier er blevet omtalt som provokerende.
"Ekstremismen tager til. Flere og flere mener sig berettiget til at tage sig selv til rette. Optøjerne på Nørrebro. Kirkebesættere. Østerild. Og ekstremismens hidtil mest sataniske fjæs nu i Norge. Det er 70'erne om igen. De næste år handler om demokratiets og retsstatens klippegrund. Nok er nok. Enten er man med. Eller også imod."
Kilde: Jyllands-Posten.