Private virksomheder prioriteres højere end verdens fattigste.
Det mener Mellemfolkeligt Samvirkes (MS) formand, efter at udviklingsminister Søren Pind (V) fremlagde sit udviklingsprojekt i DR-programmet Horisont mandag aften.
"Det er tilsyneladende et ret markant skifte i, hvordan Danmark traditionelt har givet udviklingsbistand. Det er en markant svækkelse af fokus på fattigdomsbekæmpelse," siger Trine Pertou Mach til politiken.dk.
Søren Pind mener derimod, at MS' formand, Trine Pertou Mach, der også er SF-folketingskandidat, blander partipolitik og hjælpearbejde sammen.
"Trine Pertou Mach burde løfte sig fra sit politiske udgangspunkt, lade være med at være forudindtaget og i stedet se fordomsfrit på dansk bistand med friske øjne," skriver Søren Pind i en mail til netavisen.
Han tilføjer, at Pertou Machs kritik er 'vildledende', at hun burde 'tænke på Mellemfolkeligt Samvirkes ry og rygte', samt at han glæder sig til at drøfte sagen 'med folk, der vil diskutere på et sagligt grundlag'.
Til det svarer Trine Pertou Mach:
"Jeg synes, det er ærgerligt, at en minister sætter sig ned på det niveau i stedet for at tage en diskussion af indholdet. Det er fuldstændig useriøst. Jeg udtaler mig naturligvis på vegne af Mellemfolkeligt Samvirke."
Inden sommerferien skal Folketinget stemme om et nyt udkast til fremtidens udviklingspolitik. Hjælpeorganisationerne har de seneste uger sat slutspurten ind for at påvirke fremtidens politik på området.