- Når jeg bliver voksen, vil jeg være tryllekunstner.
- Du er nødt til at vælge - du kan ikke blive begge dele.
Ordene står på omslaget af Søren Pilmarks debutroman, "Varieté - Laurits og Valdemar", som netop er udkommet.
Det er egentlig en gammel tryllevittighed, fortæller Søren Pilmark, men der er en stor sandhed i den. I hvert fald i hans liv.
- Jeg tror, at det er meget vigtigt at bevare noget barnlighed. Det betyder ikke, at man skal være en uansvarlig, lalleglad idiot. Men når der er brug for det, synes jeg, det er en stor værdi.
- Jeg prøver hver eneste dag at have fri adgang til de følelser. Dem skal jeg bruge til at formidle for at få andre til at føle noget - som skuespiller, eller når jeg prøver at skrive.
Søren Pilmarks debutroman udspiller sig i og omkring varietéteateret Apollo i begyndelsen af 1900-tallet.
Tryllekunstneren Laurits er en del af ensemblet og det helt store trækplaster.
Laurits knokler. Mest af alt for at forlade det skrantende teater til fordel for de større scener, hvor der bliver sat ditto større pris på hans evner i alle ordets betydninger.
Inden han får skrabet mønter nok sammen til at rejse væk, indvilliger han i at tage sig af drengen Valdemar, der bliver skjult på teatret - fra sin korporlige stedfar, som han er efterladt med efter sin mors tragiske død.
Laurits og Valdemar finder hinanden i fascinationen af magiens verden, men de viser sig at være tættere forbundet i virkelighedens verden.
Søren Pilmark er selv tryllekunstner. Men kunne man foranlediges til at tro det, så er der ikke tale om en nøgleroman, understreger han, men tilføjer så:
- Uden at påberåbe mig en ny status tror jeg, at forfattere spejler sig. Det er der vist ingen tvivl om, at jeg i hvert fald har gjort i samtlige figurer. Alt hvad der kan spejles af sindstilstande, overvejelser, tanker og erfaringer, siger Søren Pilmark.
- Hvis man tror på reinkarnation, tror jeg måske, at jeg har været varietékunstner i et tidligere liv. Jeg kan sådan se mig stå i et storternet jakkesæt i rampelyset.
Der passer trylleriet glimrende ind, fortsætter han.
- Måske er det også det, jeg higer efter, når vi laver Ørkenens Sønner og prøver at få folk til at grine med halvdårligt skuespil, kohl om øjnene og rødt på kinderne, siger Søren Pilmark.
- Jeg er fascineret af den tid. Verden har mistet sin uskyld mange gange. Med 9/11, atombomben, Anden Verdenskrig, you name it. Hele tiden mister vi den. Så der er en vis naivitet og troskyldighed over det.
Selv om trylleri i virkeligheden er svindel og humbug, er der noget befriende - og barnligt - ved at blive i troen.
Søren Pilmark har tryllet, siden han som barn fik et tryllesæt. I dag mestrer han magien i sådan en grad, at han har inkorporeret det i sit professionelle virke som en af logebrødrene i førnævnte Ørkenens Sønner og i sit musikalske makkerskab med Per Pallesen.
Det er snart 45 år siden, at Søren Pilmark blev uddannet skuespiller fra Aarhus Teater, og der er ikke langt fra komikken til dramatikken.
Han har spillet store klassikere som "Hamlet", "Hvem er bange for Virginia Woolf" og "Richard III" på Det Kongelige Teater og har på filmlærredet og tv-skærmen udmærket sig i "Riget", "Blinkende Lygter" og "Menneskedyret".
Og det er bare et udpluk af hans omfangsrige repertoire.
- Det er virkelig oppe på de store klinger - men kigger man på det freudiansk, opstår al god kunst af sublimerede frustrationer. Sådan hænger det jo ikke sammen, for der skal andre ting til - tillærte færdigheder, talent, held, alt sådan noget der - men jeg kan bare se på de skuespillere, som jeg synes, er værd at se på, at der er en sten i skoen.
- Og så kan du spørge: Mener du virkelig, at det bare er, fordi du ikke selv blev taget nok op af kravlegården som lille? Svaret er måske egentlig ja, siger Søren Pilmark og fortsætter:
- Uden at skulle sidde med bedemandsfjæs eller tude - jeg havde en lykkelig opvækst, det havde jeg virkelig - så har der nok været en eller anden mangel på at blive set, anerkendt, accepteret og ultimativt, nå ja, elsket.
Bliver det så opfyldt, når man har høstet flere fornemme film- og teaterpriser og kan bryste sig af et ridderkors?
Svaret er så indlysende, at det nærmest er unødvendigt at spørge.
Prøver man i stedet at finde svaret i bogen, sender Søren Pilmark på de tre sidste sider en lang tak til en lang række mennesker. Ikke til døde objekter og anerkendende blikke.
Han skriver, at selv om det måske er banalt, er han nødt til at takke sin hustru, Susanne, med ordene om, at hans højeste ønske er at tilbringe endnu 40 år med hende.
- For 15-20 år siden stoppede jeg op og tænkte: Hvad er det egentlig, jeg skal?, fortæller Søren Pilmark.
- Jeg tror ikke, det var noget specielt. Det tror jeg, de fleste mennesker gør, selv om man kan kalde det alt fra midtvejskrise til - hvis vi skal være helt dyre - eksistentielle tanker.
- Og så har jeg tænkt: Hvad er det egentlig, du bedst kan lide? Der var jeg nået til, at jeg godt kunne tænke mig at instruere. At bestemme.
Søren Pilmark har i løbet af karrieren instrueret flere shows og teaterstykker, og så instruerede han kortfilmen "Helmer og søn", som tilmed blev nomineret til en Oscar.
En stor kunstnerisk frihed, men den ultimative version af det er litteraturen. Der svinger man selv pennen, som føjer sig efter ens fantasi.
Han har været på grådens rand, når det ikke har fungeret, og helt høj, når ordene har flydt. Ganske langsomt - for trekvart år siden - blev sidste punktum sat.
- Det var kun Susanne, min kære hustru, og Jussi Adler-Olsen, som jeg lærte at kende, da jeg var med til at filmatisere hans bøger, der havde hørt om det. Susanne - sikkert derfor, jeg elsker hende så højt - sagde, at bogen var skøn. Og Jussi sagde, at han også var vild med den.
- Sød som han er, sagde han, at han ville tage den med, næste gang han skulle til møde på Politikens Forlag, som trykker hans bøger. Alligevel sagde noget i mig, at de var sneblinde, fordi de er alt for tætte på mig. Men forlaget ville gerne bogen, og nu sidder vi her.
Bogen har været mange år undervejs, men som Søren Pilmark siger, så sidder vi her.
- Det er måske farligt at nedkalde både nemesis og hybris. Men jeg er rigtig glad for bogen. Det betyder ikke, at jeg ikke bliver ked af det, hvis folk siger: "Spring i havet", eller "du kan tørre røv i de der papirer", siger han.
- Men hvis der er belæg og grobund for det, kunne jeg godt tænke mig at blive ved - kombineret med et socialt arbejdsliv. Man er alene, når man skriver, og den ensomhed er ikke mig.
- Jeg er rimelig pragmatisk, i forhold til at jeg er 66. Jeg ved ikke, hvor gammel man med rimelighed kan forvente at blive. Men det er da indlysende, at jeg nok har levet over halvdelen af mit liv, medmindre jeg bliver 132, så det tager man da også stilling til. Jeg bliver en anelse mere selektiv – på alle livets felter.
"Varieté - Laurits og Valdemar" er netop udgivet.
/ritzau/
Af Grith Larsen, Ritzau Fokus