Søren Larsen er ked af tilværelsen i franske Toulouse, hvor det kun er blevet til 20 minutters spilletid i dennes sæson. Derfor vil danskeren gerne hjem til Danmark igen.
"Alt er til overvejelse, men det kræver jo, at jeg får nogle tilbud, som vi kan arbejde ud fra. Jeg har tidligere sagt, at Danmark er en mulighed og noget, jeg tænder på. Det at være tættere på familien og så spille i den danske liga, som har været i rivende udvikling de sidste fem-seks år, er noget, som jeg finder interessant," siger Søren Larsen til sporten.dk.
Men hans næste klub skal være seriøs. For han orker ikke at skifte til en klub igen, der alligevel ikke vil gøre brug af ham.
"Det betyder rigtig meget i mine overvejelser, at jeg er blevet far. Jeg føler ikke, at jeg kan rive familien op hver sjette måned, fordi jeg lige skal lejes ud igen. Jeg kræver også selv, at jeg har fast grund under fødderne. Jeg har brug for at føle mig hjemme, hvis jeg skal fungere som menneske og fodboldspiller," fortæller Søren Larsen.